Nogle gange føler jeg at jeg ikke ved hvorfor jeg er her. Bare er, uden retning. Tænker: Hvad laver jeg dog her? Men denne tilstand bliver mere og mere sjælden og mere og mere midlertidig. Kan du huske, den gang, du var barn og blev spurgt, hvad du skulle være når du blev stor? Jeg kan. Altså, målet må være at blive nogen eller noget, som man ikke allerede er. Det lille barn - en blank side, hvor der er noget, der skal fyldes ud og fyldes på. Måske er det i virkeligheden det, vi allesammen render rundt og jagter. At blive noget, vi ikke allerede er.
Jeg er ikke så meget i tvivl mere. Ikke så ofte, selvom.. jo, det sker. Men jeg bekymrer mig mindre om fremtiden, for jeg har fundet ud af, at der er små pejlemærker. Når jeg "giver slip" sker der ting, helt af sig selv. Der dukker små spor op, små tegn. Det handler bare om at være lydhør. Måske tror du ikke på tegn? Måske tænker du "tilfældigheder"? Det må du godt. Det er jo det, der er det fine ved det, at du har din vej og jeg min. Og vi kan ikke gå hinandens. Men vi kan følges et stykke ad vejen. Hvis vi vil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar