lørdag den 13. februar 2016

I've got the blues

Jeg er blevet forelsket.
Vi mødtes i genbrugsbutikken og der var kærlighed ved første blik. Jeg måtte lige hjem at slå koldt vand i blodet, men vendte tilbage allerede næste dag for at gense formålet for min forelskelse.
Næste dag tog jeg en god veninde med. Først kiggede hun lidt og målte efter med øjnene, konstaterede at halsen var lige. Så tog hun min kærlighed i favnen og slog et par strenge an.... kiggede op på mig og smilede. Sagde "Den skal da være din..!"
Så gik vi hjem.
Der manglede en streng, så jeg måtte en tur i musikbutikken. Der blev jeg spurgt om hvilken slags guitar det var, om det var en spansk eller en western. Øh..? Vi blev enige om at der var tale om en western og jeg fortalte at den er blå. Så er den nok god til blues, sagde manden i forretningen.
Jeg ved endnu ikke om jeg er sådan én, der spiller blues, eller om jeg er sådan én, der spiller noget andet. Det er det jeg skal finde ud af. Vi skal lige finde melodien sammen, min nye blå ven og jeg.
I dag har vi skiftet strenge. Det krævede lidt øvelse. Så har vi øvet akkorder. Min guitarlærer hedder Andy og bor i landet Youtube. Han er meget sød.
Så nu er jeg guitarspiller. Det blev jeg i dag. Så tænker du måske, at det kræver en masse øvelse inden man kan kalde sig guitarspiller. Det må du i så fald godt. Men i min optik er jeg guitarspiller i det øjeblik, jeg bestemmer mig for at være det. Derfra er det bare at finde ud af hvordan. Det handler bare om at finde sin egen melodi.


Ps. Tak Ditte. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar