Forår

Jeg opholder mig meget i skoven for tiden. For jeg er så heldig at bo få hundrede meter fra krogede bøge og ranke grantræer. Jeg er så heldig at være venner med bogfinke og rådyr.

Der sker så meget derude nu. Det kribler og kravler og alting vender tilbage. Eller gør det nu det..? Det danske svale år, i ringgang går, digter Johannes V Jensen. Alting vender tilbage, men alligevel er det nyt. Træerne knoppes og springer ud igen, men der er en ny årring i stammen. Foråret vender tilbage, men der er også en retning. Planeterne drejer rundt om solen, men hele solsystemet bevæger sig med svimlende fart. Retning.

Der sker rigtig meget indeni mig, under barken, så det er ikke sikkert man lige ser det. Udvikling, indvikling. Når man først er på vej, er der ingen vej tilbage. You can never hold back spring, synger Tom Waits.

Hej igen forår. Du er vokset ligesom mig. Hvad kommer du med den her gang?
Velkommen..!

Tak skævben...!

Forleden kom et af mine børn hjem og fortalte om en opgave i skolen, hvor man skulle gætte på, hvilken del af kroppen flest mennesker var utilfredse med. Da tabte jeg hagen en smule og det satte nogle tanker i gang. Smag lige på det en gang. Hvilke tanker og følelser vækker det i dig? Jeg tror i øvrigt at svaret var 'lårene', men er ikke helt sikker.

Jeg elsker min krop.
Det er ikke fordi jeg har et maveskind så elastisk, at man ikke kan se, at det har gemt på fem børn. Jeg kunne finde masser af "skavanker" ved min krop, hvis jeg ville. Jeg har ar efter forskellige uheld, jeg kan sågar finde strækmærker på før nævnte maveskind. Pointen er, at disse slet ikke er skavanker. Et ar på min højre fod vidner om at jeg en gang under orienteringsløb knækkede et ledbånd og efterfølgende måtte bruge sportstape. Et stykke hud fulgte med, da jeg tog det af. Et ar på mit knæ vidner om den gang jeg som seksårig løb ned ad en grusvej med træsko, faldt og måtte syes. Mine ben er i øvrigt skæve, hvilket jeg var knap så glad for på billedet fra konfirmationen, hvor nederdelen havde lige præcis den "forkerte" længde til at fremhæve det. Men disse ben er til gengæld rigtig gode til at løbe..! Så er der arret efter en gang blindtarmsbetændelse. Det taler ligesom for sig selv. Men fortæller alligevel historien om dén gang, i mit liv. Og jeg husker det som i går, selvom det er et halvt liv siden. Vi kommer heller ikke udenom brysterne, som har givet næring og tryghed til alle mine børn. Ret fantastisk, egentlig, hvad sådan en krop kan. På min ene arm et nu næsten usynligt mærke efter den gang jeg kravlede op på en stol og rakte ud efter den varme popcorngryde. (Telefonen ringede og min mor sagde Rør ikke popcornene..!). Jeg har et ar på hagen fra den gang jeg faldt på cykel. Jeg har ar i ansigtet efter mange år med betændt hud.
Alt dette er med til at fortælle historien om mig.
Jeg elsker min krop og jeg er taknemmelig. For disse fødder at stå på, disse ben at gå på. Arme til at holde om og hænder til at kærtegne med. Denne mund at synge, le og råbe med, denne næse til at dufte med, disse øjne at se med. Disse ører til at høre med og denne krop til at danse med.
Tak krop for at du ville have mig. Vi passer godt sammen, synes jeg...!
Er du god ved din krop?

I've got the blues

Jeg er blevet forelsket.
Vi mødtes i genbrugsbutikken og der var kærlighed ved første blik. Jeg måtte lige hjem at slå koldt vand i blodet, men vendte tilbage allerede næste dag for at gense formålet for min forelskelse.
Næste dag tog jeg en god veninde med. Først kiggede hun lidt og målte efter med øjnene, konstaterede at halsen var lige. Så tog hun min kærlighed i favnen og slog et par strenge an.... kiggede op på mig og smilede. Sagde "Den skal da være din..!"
Så gik vi hjem.
Der manglede en streng, så jeg måtte en tur i musikbutikken. Der blev jeg spurgt om hvilken slags guitar det var, om det var en spansk eller en western. Øh..? Vi blev enige om at der var tale om en western og jeg fortalte at den er blå. Så er den nok god til blues, sagde manden i forretningen.
Jeg ved endnu ikke om jeg er sådan én, der spiller blues, eller om jeg er sådan én, der spiller noget andet. Det er det jeg skal finde ud af. Vi skal lige finde melodien sammen, min nye blå ven og jeg.
I dag har vi skiftet strenge. Det krævede lidt øvelse. Så har vi øvet akkorder. Min guitarlærer hedder Andy og bor i landet Youtube. Han er meget sød.
Så nu er jeg guitarspiller. Det blev jeg i dag. Så tænker du måske, at det kræver en masse øvelse inden man kan kalde sig guitarspiller. Det må du i så fald godt. Men i min optik er jeg guitarspiller i det øjeblik, jeg bestemmer mig for at være det. Derfra er det bare at finde ud af hvordan. Det handler bare om at finde sin egen melodi.

Ps. Tak Ditte. :-)

Noget om retning

Nogle gange føler jeg at jeg ikke ved hvorfor jeg er her. Bare er, uden retning. Tænker: Hvad laver jeg dog her? Men denne tilstand bliver mere og mere sjælden og mere og mere midlertidig. Kan du huske, den gang, du var barn og blev spurgt, hvad du skulle være når du blev stor? Jeg kan. Altså, målet må være at blive nogen eller noget, som man ikke allerede er. Det lille barn - en blank side, hvor der er noget, der skal fyldes ud og fyldes på. Måske er det i virkeligheden det, vi allesammen render rundt og jagter. At blive noget, vi ikke allerede er.

Jeg er ikke så meget i tvivl mere. Ikke så ofte, selvom.. jo, det sker. Men jeg bekymrer mig mindre om fremtiden, for jeg har fundet ud af, at der er små pejlemærker. Når jeg "giver slip" sker der ting, helt af sig selv. Der dukker små spor op, små tegn. Det handler bare om at være lydhør. Måske tror du ikke på tegn? Måske tænker du "tilfældigheder"? Det må du godt. Det er jo det, der er det fine ved det, at du har din vej og jeg min. Og vi kan ikke gå hinandens. Men vi kan følges et stykke ad vejen. Hvis vi vil. 

Single

En single er sådan én, som går i byen og prøver at score. En der er fri og klatter godt med læbestift og øjenskygge på. Trækker i høje hæle og den lille sorte. Ud på dansegulvet. Musikken dunker, blodet pulserer. Det fede liv.

Eller er en single en stakkel? En der er forladt, en der blev tilovers efter at alle de andre gik hjem to og to. Hånd i hånd.

En single er en der dater på nettet. En der laver flere profiler for at have alle muligheder åbne. Er en single ikke én, der er lidt desperat?

Jeg er 41 år, men føler mig sommetider som 14. I går havde jeg været single i et år. En slags jubilæum. I 20 år var jeg en kæreste. Hvad er jeg så nu? En eks-kæreste?

Nogle dage føler jeg mig stakkels. Og lidt desperat. Andre dage føler jeg mig fri og endnu mere fri. På den gode måde. I går følte jeg mig mest stakkels.

Forleden dag gik jeg en lang tur alene med mig selv i skoven, ud til søen. Da var jeg bare fri og det småregnede næsten hele tiden. Men det gjorde ikke noget. Jeg vaskede mit ansigt det iskolde søvand og mærkede livet. Jeg satte mig i græsset og spiste min madpakke. Helt alene. På den gode måde. Alene, men ikke ensom.

Der er også dage, hvor jeg føler at ensomheden er ved at æde mig op. Da er jeg glad for at der altid er nogen hjemme på facebook. Andre dage tænker jeg “fuck facebook” og har lyst til at sparke det langt væk, for jeg lader det stjæle min tid. MIN TID. MIT LIV. Det er jo det, jeg er her for at leve…..!!!!

Mit liv, det fede liv. Det som kun jeg kan leve. Uden mig, var mit liv, der ikke. Så man kan sige, at stillingen ligesom er besat. Og det er det, jeg er ved at prøve at forstå. Jeg er ikke som alle andre. Jeg er ikke som dig. Fordi jeg er mig..! Og det er virkelig det, jeg er ved at finde ud af.

Optankning

Der er så mange ting efterhånden, der kan sættes til automatisk optankning. Anderledes er det med sjælen. Nogle gange trænger den bare til en kærlig optankning og det sker ikke bare af sig selv.

Jeg er taget i eksil hjemme hos en veninde. Går og cykler nogle lange ture, prøver at høre min egen indre stemme. Det er ikke den, der får mest taletid i det travle familieliv. ;-)

Jeg dufter og sanser og lytter og får det hele ind under huden. Bare et par dage.

Det er altså godt.

Ferie

Er lige kommet hjem fra ferie i fædrelandet, hvor jeg har talt modersmål i en hel uge. Og fået ordnet et nyt pas, så nu føler jeg mig som et rigtigt menneske. ;-)

Det er fire år siden sidst at vi har besøgt mine forældre og jeg glemmer nogle af ordene og skal lede efter dem. Jeg glemmer også skovene og at der er noget der hedder Allemansrätt. Helt ærligt, hvem har fået den skrupskøre idé, at nogle har mere eller mindre ret at færdes i naturen end andre?

Så har jeg fået hørt noget meget gammel folkemusik i nyfortolkning af Ulrika Bodén. Helt fantastisk og jeg får lyst at gå ud i en skov og synge.

Se et fint das ;-)