Jeg har længe manglet jordforbindelse. Så meget, at jeg ikke selv kunne etablere én. Altid har jeg ønsket at være en af dem, der står med fødderne solidt på jorden, men jeg har alt for længe fløjet rundt i de højere luftlag. Det giver uro.
En kær veninde har længe prikket til mig, om at opsøge en klog kone hun kender. Det har taget mig halvandet år. Nu har jeg gjort det. Og det er som om jeg allerede kan mærke det der jordforbindelse bane sig vej op gennem fødderne, benene og til resten af kroppen. Det er dejligt og jeg øver mig hver dag. Jeg har længe haft ondt i mine knæ, så hofterne og så har de andre led ligesom fulgt trop. Jeg har nu fået at vide, at smerterne skyldes min manglende jordforbindelse, at det simpelthen ikke har været energiflow i min krop.
En anden kær veninde satte mig i dag i gang med at luge et bed i min tilgroede have. Jeg blev straks bidt af en gal lugeklo og da jeg først var gået i gang, kunne jeg slet ikke holde op! Stærkt vanedannende. Sidste gang jeg forsøgte mig med lugning, var det koldt i vejret og jeg brugte kun en halv time. Så kunne mine håndled ikke mere og næste dag var jeg så radbrækket, at jeg tænkte at haven måtte sejle sin egen sø... I dag tænkte jeg så, at en halv time om dagen måtte jeg kunne klare. Og så gik der seks. Jeg har ikke ondt nogen steder. Syntes blot at det blev lidt køligt til sidst. Nu vil jeg tage et karbad med natron og blive gennemvarm og træt inden jeg skal sove.
Kender du Marie-Louise Paludan? Hun er nok mest kendt for at være journalist og for at have oversat de fleste af Fay Weldons bøger. Imidlertid har hun også skrevet en dejlig lille havebog, som jeg har læst for alt for længe siden. Nu vil jeg snart læse den igen. Jord under neglene hedder den, med undertitlen - og fred i sjælen. Jorden under neglene skal jeg nok få vasket væk, men freden i sjælen skulle gerne være ved lidt længere efter sådan en gang jordforbindelse. :-)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar